Energi
Gävle og Nyköping kan få ny atomkraft – to nye ansøgninger indsendt til den svenske regering
Antallet af ansøgninger til at bygge ny atomkraft i Sverige stiger. Gävle og Nyköping er de to seneste lokationer, der kan blive aktuelle til nye atomkraftværker efter ansøgninger fra Blykalla og Studsvik. Begge virksomheder stiler efter, at anlæggene skal være operationelle i 2030’erne, rapporterer TT.
Mandag indsendte virksomheden Studsvik AB sin ansøgning om et atomkraftanlæg i Studsvik i Nyköping Kommune. Ansøgningen gælder 2-4 små modulære reaktorer, SMR, med en samlet elektrisk ydelse på cirka 600-1400 megawatt. Målet er, at den første modulære reaktor SMR skal stå klar i 2035–2036 med byggestart i 2029–2030.
– Det faktum, at regeringen nu har modtaget endnu en ansøgning om ny atomkraft, viser tydeligt, at de lovændringer, som regeringen har gennemført, skaber de rette betingelser for, at virksomheder vil satse på at investere i ny atomkraft, siger fungerende klima- og miljøminister Johan Britz i en pressemeddelelse.
Siden august sidste år har virksomheder, som ønsker at investere i nye atomkraftværker i Sverige, kunnet ansøge om statsstøtte; noget Studsvik vil ansøge om i det kommende år.
Tredje ansøgning om atomkraft er nu modtaget
Studsviks ansøgning er den tredje ansøgning om ny atomkraft i Sverige inden for to måneder. I sidste uge modtog regeringen en ansøgning fra atomteknologivirksomheden Blykalla om at bygge et nyt atomkraftværk i Norrsundet, nord for Gävle. Der ønsker virksomheden at bygge 6 SMR-reaktorer, som ifølge virksomhedens CEO Jacob Stedman vil have en samlet effekt på 330 megawatt. Dette svarer til elforbruget i 150.000 husstande, skriver SVT.
For Studsvik er det deres anden ansøgning. Deres første ansøgning fra marts gjaldt 4-6 SMR-reaktorer sydøst for Valdermarsvik og var den første ansøgning om ny atomkraft på en ny lokation i Sverige i over 50 år. Det skete gennem firmaet Kärnfull Next; et firma, som Studsvik opkøbte samme måned.
Det statsejede Vattenfall har også iværksat et forstudie og har ansøgt om statsstøtte til at bygge 2-3 SMR-reaktorer ved siden af de eksisterende faciliteter på atomkraftværket i Ringhals, med en effekt på omkring 1.500 megawatt.
Processen med at bygge ny atomkraft er lang. Efter at regeringen har givet grønt lys til ansøgningen, kræves godkendelse fra kommunen, før sagen kan videresendes til den svenske Mark- och Miljödomstolen samt Strålsäkerhetsmyndigheten.
(News Øresund)
-
Samfund8 måneder agoFødselsraten stiger i Danmark efter flere års tilbagegang
-
Øresund5 måneder agoGreater Copenhagen er den mest folkerige af de nordeuropæiske storbyregioner
-
Valg i Sverige4 måneder agoMeningsmålingerne peger på regeringsskifte i Sverige – Liberalerna ligger under spærregrænsen
-
Arbejdsmarked12 måneder agoAndelen af personer, der modtager offentlig forsørgelse i Sverige, er på det laveste niveau siden 1970’erne – analytiker og journalist skriver en bog, der skal give et retvisende billede af Sverige.
-
Politik7 måneder agoSveriges regering foreslår at sænke prisen på benzin og diesel
-
Danmark11 måneder agoRegeringen og støttepartier indfører aldersgrænse på 15 år for sociale medier
-
Erhverv4 måneder agoTirsdag vil SAS’ administrerende direktør præsentere en stor ny satsning i Københavns Lufthavn
-
Danmark4 måneder agoAndet tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen på plads – opkaldes efter Lund
