Følg os på

Politik

Riksdagen har besluttet at trække TV-licens over skatten

Publiseret

 

Sveriges public service-selskaber såsom Sveriges Radio og SVT kommer fremover til at blive finansieret over skattesedlen fremfor gennem licensbetaling. Ændringen træder i kraft fra d. 1. januar 2019. Fotocollage: News Øresund

Fra d. 1. januar 2019 erstattes den nuværende, husstandsbaserede TV-licens af en individuel TV- og radioafgift. Det indebærer et farvel til sortseere, samtidig med at det bliver billigere for enlige samt lavindkomstgrupper.

Den svenske regering har længe puslet med et licensudspil, der skulle omlægge den traditionelle opkrævning af penge til produktion af public service-indhold. Nu er Riksdagen blevet enige om de nærmere bestemmelser i forslaget og skrev under, fremgår det af en pressemeddelelse fra den svenske regering.

Omlægningen kommer dermed til at træde i kraft fra d. 1. januar 2019, og betyder, at alle skattepligtige borgere i landet, som er over 18 år, vil blive opkrævet en ekstraskat, der vil gå til finansiering af public service. Samme omlægning blev også gjort i Danmark tidligere i år af regeringen og Dansk Folkeparti.

I runde tal går beløbet fra at være 2.340 svenske kroner per husstand til i stedet at være omtrent 1.300 kroner per skattepligtig person. Det er dermed indlysende, at enlige står til at spare mest, mens par samlet set vil blive beskattet for cirka 340 kroner mere om året.

For personer med lav indkomst vil ændringen desuden indebære markante besparelser. Ifølge Skatteverkets beregninger, vil en pensionist med en månedlig indkomst på 10.000 svenske kroner for eksempel kun skulle betale 521 kroner om året i TV- og radioafgift – en besparelse på godt 1.800 kroner.

Derudover kommer lovændringen også til at sørge for, at alle borgere nu kommer til at stå for den fælles finansiering af public service, da enkelte personer nu ikke længere kan undsige sig en licensopkrævning med henvisning til, at de ikke har et TV – hvilket har været en tiltagende tendens i Sverige de senere år.

Siden 2014 er antallet af husstande, som betaler TV- og radiolicens, mindsket, selvom der i samme periode er kommet flere husstande til. Det drejer sig om 20.000-30.000 færre licenser, hvilket det svenske Kulturministerium erkender, er en relativt lille reduktion, men ikke desto mindre peger tallene på en tydelig tendens, fastslår ministeriet i deres lovforslag.

Tendensen skyldes særligt, at den unge generation (20-29 år) fravælger at investere i et TV-apparat. Blot 67 procent af den unge generation ejer et TV, viser tal fra Radiotjänst i Kiruna AB (RIKAB), der er den ansvarlige myndighed for opkrævning af licenser, ifølge regeringsforslaget.

En anden indikator på tendensen er, at antallet af solgte TV siden 2010 er mindsket med 35 procent, viser statistik fra brancheorganisationen Elektronikbranschen.

Den faldende tilslutning til det traditionelle TV skal også ses i lyset af de mange online muligheder for tilgang, man har i dag. Svensk public service-indhold kan streames via hjemmesider som SR Play og SVT Play, hvilket undtager forbrugerne fra at skulle betale licensen.

(News Øresund)

Fakta – Danske og svenske public service-selskabers omsætning og resultat i 2016
DR: 4.133 millioner danske kroner. Resultat: 3,6 millioner danske kroner i gevinst

Sveriges Television: 4.996 millioner svenske kroner Resultat: 6,7 millioner svenske kroner i gevinst.

Sveriges Radio: 2.777 millioner svenske kroner. Resultat: -3 millioner svenske kroner tabt.

Utbildningsradion: 385 millioner svenske kroner. Resultat: 0 kroner.

Kilde: Selskabernes årsrapporter.

Fakta – Public service-tilbud i Sverige og Danmark
Danmarks Radio blev oprettet i 1925, og driver blandt andet seks TV-kanaler, syv landsdækkende og 10 regionale radiokanaler. Selskabet står også for en række apps samt nyhedstjenesten DR Nyheder.

I Sverige er public service opdelt mellem Sveriges Television, Sveriges Radio og Utbildningsradion. De tilbyder blandt andet nyhedstjenesten SVT Nyheter, fem TV-kanaler samt tre landsdækkende og 25 regionale radiokanaler. De svenske public service-tilbud kan ligeledes tilgås via en række apps.

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Øresund2 uger ago

Øresundsbroen fortsætter med at slå trafikrekorder – kraftig stigning i antallet af tyske fritidsrejsende

Trafikken over Øresundsbron går bedre, end selv dens adm. direktør Linus Eriksson havde forventet. Under broens 25-års jubilæum sidste år...

Cleantech1 måned ago

SAS investerer kraftigt i nye langdistancefly i Københavns Lufthavn – det kan betyde 25.000 nye arbejdspladser, heraf 4.000 i det sydlige Sverige

I 80-års jubilæumsåret investerer SAS massivt på Københavns Lufthavn som global hub og bestiller op til 40 langdistancefly fra Airbus...

Danmark1 måned ago

Andet tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen på plads – opkaldes efter Lund

Godt 500 meter af den i alt 18 kilometer lange Femern Bælt-tunnel er nu på plads. Det andet tunnelelement blev...

Valg i Sverige1 måned ago

Valget i september kan ændre Sveriges politiske kurs

Sverige har kurs mod en politisk skillevej ved valget den 13. september, hvor der er visse ligheder med dansk politik....

Erhverv1 måned ago

Tirsdag vil SAS’ administrerende direktør præsentere en stor ny satsning i Københavns Lufthavn

Visby. Københavns Lufthavn i Kastrup er allerede SAS’ globale hub, og ifølge selskabets administrerende direktør Anko van der Werff skal...

Valg i Sverige1 måned ago

Vänsterpartiet ønsker at gøre hverdagen billigere

En barselsydelse på 15.000 SEK til førstegangsforældre, kraftigt forhøjede børnepenge, en øget pension på 2.000 SEK om måneden, gratis tandpleje;...

Valg i Sverige1 måned ago

Meningsmålingerne peger på regeringsskifte i Sverige – Liberalerna ligger under spærregrænsen

Med lige under 80 dage tilbage til det svenske Riksdagsvalg den 13. september peger flere af de seneste meningsmålinger på...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.