Følg os på

Interviews

Jessica Rosencrantz: Jeg tager min opvækst i Øresund med mig i arbejdet som minister

Publiseret

 

Jessica Rosencrantz, EU- og Nordenminister, på den svenske ambassadørs residens i København. Foto: Emma Igelström/News Øresund

Det var en begejstret svensk EU- og Nordenminister, News Øresund mødte på Sveriges Ambassade i København mandag, 2. december. Her deltog Jessica Rosencrantz (M) for første gang i det halvårlige møde med netværksgruppen Greater Copenhagen Task Force. Engagementet for det regionale samarbejde mellem Danmark og Sverige var tydeligt at spore hos Rosencrantz, der selv er født og opvokset i Skåne-regionen. ”Jeg er skåning i hjerte og sjæl. Så det er klart, at mit hjerte banker lidt ekstra for vigtigheden af integration på tværs af grænser,” siger hun.

Til mandagens møde i Task Force diskuterede deltagerne grænsehindringer konkrete forslag til, hvordan det kan gøres nemmere at grænsependle over Øresund blandt andet inden for digitalisering og infrastruktur.

”Målet bør være, at det skal være lige så let og forudsigeligt at arbejde i et andet nordisk land, som i ens hjemland, hvilket også vil få flere virksomheder til at rekruttere arbejdstagere over grænsen,” siger ministeren og fremhæver den dansk-svenske skatteaftale som vigtig i målet om en fuldt integreret region.

Ifølge Jessica Rosencrantz var mødet med Task Force en god mulighed for at få det generelle billede af grænsehindringer og -løsninger. Det blev ligeledes bestemt af deltagerne, at Øresundsbroen 25-års jubilæum næste år skal være løftestangen for at udvikle konkrete løsninger.

Det digitale område højt på agendaen

Særligt den digitale mobilitet på tværs af grænser står højt på Rosencrantz agenda i Nordisk regi. Tilbage i oktober deltog hun i Nordisk Råds 76. session i Reykjavik på Island hvor de nordiske statsministre vedtog en erklæring om at fremme digital mobilitet med et fælles nordisk elektronisk identifikationssystem (e-ID).

“Ambitionen er, at man skal kunne bruge sit nationale e-ID i et andet land. Så viljen er der. Så skal der udvikles konkrete forslag, som også er sikre og robuste,” siger Jessica Rosencrantz og påpeger, at den svenske regering arbejder på at udvikle en harmoniseret løsning.

I Danmark er det muligt at bruge svensk e-ID. Hvorfor er det ikke løst for danskere på svensk side?

”Sverige har forsøgt at gøre det lettere for danske borgere at få digitalt ID ved at give adgang til et samordningsnummer og senere et udvidet samordningsnummer”, siger Jessica Rosencrantz.

”Der arbejdes som sagt på en løsning, der for eksempel skal gøre det nemmere for danskere med et svensk samordningsnummer at få adgang til et e-ID i Sverige”, uddyber hun.

Gnidningsfri rekruttering og pendling over grænsen

En del af diskussionen til dagens møde i Task Force var udfordringerne ved et sammenhængende arbejdsmarked i Greater Copenhagen-regionen. For eksempel tillader arbejdsformidlingen på svensk side ikke jobannoncering på andet end svensk og engelsk. ”Det ville dog gøre det lettere for nogle virksomheder at annoncere på dansk og dermed styrke jobmatchingen på tværs af Sundet,” påpeger Jessica Rosencrantz.

Samtidig er der et potentiale i øget grænsependling, mener ministeren, men der er stadig meget at gøre for problemfri pendling over Øresundsbroen.

Jessica Rosencrantz, som har boet i den sydsvenske by Skanör, indtil hun var ni år, er vokset op med stor åbenhed overfor grænsependling, da mange af hendes slægtninge pendlede til København, selv før broen blev bygget. ”Jeg er vokset op med, at Øresund er en region. Og man kan lige så godt arbejde på den anden side af sundet,” siger hun.
(Christina Solhøj Hansen – News Øresund)

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Danmark5 timer ago

Organisation for hotel- og restaurationsbranchen hylder unge talenter

København. Danske unge talenter i hotel- og restaurationsbranche blev hyldet på Horesta Årsdag. Torsdagens arrangement fik også besøg af minister...

Norden10 timer ago

De nordiske lande vil have løsning på støtte til Ukraine i december

De nordiske regeringsledere står sammen om at ville have en løsning på Ruslands indefrosne aktiver, som de mener skal gå...

Sverige11 timer ago

Ny strøm af sprængstoffer i Europa fører til flere bombeangreb i Sverige

Der har været en stigning i brugen af sprængstoffer i Sverige i år. Indtil videre er der blevet udført 152...

Danmark2 dage ago

To svenskere tiltales for terrorhandlinger i Danmark

Anklagemyndigheden har tiltalt to svenskere på henholdsvis 18 og 20 år for blandt andet terrorisme efter kast med håndgranater mod...

Politik2 dage ago

Malmø og andre kommuner siger nej til samarbejde om frivillig hjemsendelse med den svenske regering

Den svenske regering ønsker at tilskynde flere personer med indvandrerbaggrund til at vende tilbage til deres hjemlande og udnævnte i...

Danmark3 dage ago

Oversvømmelsestruede byer i Danmark får statslig hjælp

14 særligt udsatte områder i Danmark skal have hjælp af staten til kystbeskyttelse. Det har et flertal af partierne i...

Danmark5 dage ago

Studenterpolitikere fra Lund og Malmø hjælper Socialdemokratiet i København forud for valget den 18. november

Socialdemokratiet i København fik lørdag hjælp af femten svenske studentpolitikere. News Øresund mødte fire af dem, som var rejst fra...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.