Politik
Sveriges mediebranche vil have nyt presseetisk system

Den svenske mediebranche vil have et nyt presseetisk system. Det nuværende system begrænser det svenske pressenævn til kun at kunne dømme klagesager, som tager afsæt i artikler publiceret i fysiske aviser, og ikke via digitale platforme såsom TV, radio og web. Foto: Pelle Sten – CC BY 2.0
Det nye system skal gøre det muligt for det svenske pressenævn at undersøge klagesager, som tager afsæt i radio-, TV- og webindhold, hvilket på nuværende tidspunkt ikke er muligt. Dermed bliver det nemmere for enkeltpersoner at anmelde uetisk presseskik.
Sveriges nuværende regler for presseetik er svære at anvende på digitale medieplatforme. For selvom digitale medier allerede er underlagt pressenævnets regler for god presseskik, er det kun muligt for nævnet at undersøge sager, som relaterer sig til publiceringer i fysiske aviser. Derfor er svenske medier blevet enige om, at der behøves et nyt system for presseetik.
Det nye system vil samtidig gøre det nemmere og klarere for offentligheden at klage over injurierende eller på anden vis uetisk journalistik – og det er netop det, som Jeanette Gustafsdotter, administrerende direktør for Tidningsutgivarna, en brancheorganisation for svenske medier, synes, er godt ved systemet:
– Det her indebærer, at det bliver tydeligere for offentligheden, og at man desuden får omfattet de områder, som i dag er helt uregulerede. Det gælder frem for alt public service-selskabernes hjemmesider, som i dag ligger uden for reguleringen. Det er det store plus, siger hun til Dagens Nyheter.
Chefredaktør for Dagens Nyheter, Peter Wolodarski, er også positiv over for det nye forslag. Han mener, at det er vigtigt, at der findes et fælles presseetisk system, som omfatter alle publiceringsplatforme, og som alle aktører i branchen respekterer og forholder sig til. Men i sidste ende handler forslaget om at forsvare ytringsfriheden, mener han:
– Sverige har internationalt set unikke bredde rammer for ytringsfriheden. Det er centralt og vigtigt. En forudsætning for, at vi skal kunne fortsætte med at have det, er, at der findes et etisk system, en selvregulering, som alle aktører forholder sig til. Uden sådan et risikerer vi indskrænkninger i ytringsfriheden. Det her handler i sidste ende om at forsvare den, siger han til Dagens Nyheter.
I dag reguleres svenske medier af Allmänhetens Pressombudsman (PO), som opstiller retningslinjer for god presseskik, og af Pressens opinionsnämnd (PON), som kan sanktionere medier ved overtrædelse af PO’s retningslinjer. PO’s retningslinjer omfatter samtlige medier, mens PON kun kan sanktionere mod fysiske aviser.
Derfor foreslår den svenske mediebranche, repræsenteret af 24 forskellige public service og private medier, at udskifte de to eksisterende reguleringsorganer med to nyere versioner: En Allmänhetens Medieombudsman (MO) og af et Medieetisk Nämnd (MEN).
(News Øresund)
-
Arbejdsmarked6 måneder agoAndelen af personer, der modtager offentlig forsørgelse i Sverige, er på det laveste niveau siden 1970’erne – analytiker og journalist skriver en bog, der skal give et retvisende billede af Sverige.
-
Arbejdsmarked8 måneder agoArbejdsgivere tilfredse efter svensk-dansk jobmesse for stillinger inden for pleje i Helsingør
-
Sverige8 måneder agoFordoblet kompensation til værnepligtige skal sikre det svenske forsvars fastholdelse af personel
-
Sverige11 måneder agoDen svenske grænsekontrol forlænges igen
-
Øresund10 måneder agoSydsvenskan: “Öresundsbron er dyrest i verden at køre over”
-
Arbejdsmarked5 måneder agoFlere i pensionsalderen fortsætter med at arbejde end tidligere – både i Danmark og Sverige
-
Sverige11 måneder agoSverige har lukket i dag, fredag, på grund af nationaldagen – men holder åbent på 2. pinsedag.
-
Infrastruktur8 måneder agoTil foråret begynder togene at køre direkte mellem København og Prag
