Interviews
Jessica Rosencrantz: Jeg tager min opvækst i Øresund med mig i arbejdet som minister
Det var en begejstret svensk EU- og Nordenminister, News Øresund mødte på Sveriges Ambassade i København mandag, 2. december. Her deltog Jessica Rosencrantz (M) for første gang i det halvårlige møde med netværksgruppen Greater Copenhagen Task Force. Engagementet for det regionale samarbejde mellem Danmark og Sverige var tydeligt at spore hos Rosencrantz, der selv er født og opvokset i Skåne-regionen. ”Jeg er skåning i hjerte og sjæl. Så det er klart, at mit hjerte banker lidt ekstra for vigtigheden af integration på tværs af grænser,” siger hun.
Til mandagens møde i Task Force diskuterede deltagerne grænsehindringer konkrete forslag til, hvordan det kan gøres nemmere at grænsependle over Øresund blandt andet inden for digitalisering og infrastruktur.
”Målet bør være, at det skal være lige så let og forudsigeligt at arbejde i et andet nordisk land, som i ens hjemland, hvilket også vil få flere virksomheder til at rekruttere arbejdstagere over grænsen,” siger ministeren og fremhæver den dansk-svenske skatteaftale som vigtig i målet om en fuldt integreret region.
Ifølge Jessica Rosencrantz var mødet med Task Force en god mulighed for at få det generelle billede af grænsehindringer og -løsninger. Det blev ligeledes bestemt af deltagerne, at Øresundsbroen 25-års jubilæum næste år skal være løftestangen for at udvikle konkrete løsninger.
Det digitale område højt på agendaen
Særligt den digitale mobilitet på tværs af grænser står højt på Rosencrantz agenda i Nordisk regi. Tilbage i oktober deltog hun i Nordisk Råds 76. session i Reykjavik på Island hvor de nordiske statsministre vedtog en erklæring om at fremme digital mobilitet med et fælles nordisk elektronisk identifikationssystem (e-ID).
“Ambitionen er, at man skal kunne bruge sit nationale e-ID i et andet land. Så viljen er der. Så skal der udvikles konkrete forslag, som også er sikre og robuste,” siger Jessica Rosencrantz og påpeger, at den svenske regering arbejder på at udvikle en harmoniseret løsning.
I Danmark er det muligt at bruge svensk e-ID. Hvorfor er det ikke løst for danskere på svensk side?
”Sverige har forsøgt at gøre det lettere for danske borgere at få digitalt ID ved at give adgang til et samordningsnummer og senere et udvidet samordningsnummer”, siger Jessica Rosencrantz.
”Der arbejdes som sagt på en løsning, der for eksempel skal gøre det nemmere for danskere med et svensk samordningsnummer at få adgang til et e-ID i Sverige”, uddyber hun.
Gnidningsfri rekruttering og pendling over grænsen
En del af diskussionen til dagens møde i Task Force var udfordringerne ved et sammenhængende arbejdsmarked i Greater Copenhagen-regionen. For eksempel tillader arbejdsformidlingen på svensk side ikke jobannoncering på andet end svensk og engelsk. ”Det ville dog gøre det lettere for nogle virksomheder at annoncere på dansk og dermed styrke jobmatchingen på tværs af Sundet,” påpeger Jessica Rosencrantz.
Samtidig er der et potentiale i øget grænsependling, mener ministeren, men der er stadig meget at gøre for problemfri pendling over Øresundsbroen.
Jessica Rosencrantz, som har boet i den sydsvenske by Skanör, indtil hun var ni år, er vokset op med stor åbenhed overfor grænsependling, da mange af hendes slægtninge pendlede til København, selv før broen blev bygget. ”Jeg er vokset op med, at Øresund er en region. Og man kan lige så godt arbejde på den anden side af sundet,” siger hun.
(Christina Solhøj Hansen – News Øresund)
-
Danmark11 måneder agoFælles dansk-svensk ordre på kampkøretøjer til en værdi af 25 mia. svenske kroner
-
Life Science10 måneder agoMedicinalvirksomheden Polypeptide i Malmø ansætter 100 medarbejdere – boom for fedmemedicin øger efterspørgslen på deres peptidbaserede råvarer
-
Danmark10 måneder agoDanske politiker Morten Messerschmidt (DF) holder tale ved konference i Trump-ejendom: Håber på at snakke med Trump om Grønland
-
Infrastruktur10 måneder agoTrafikverkets generaldirektør vil fremskynde udbygningen af jernbanen mellem Lund og Hässleholm
-
Øresund11 måneder agoKøbenhavns Lufthavne vokser hurtigere og har nu 31 pct. flere passagerer end Stockholm-Arlanda Airport
-
Infrastruktur10 måneder agoNorske Vy tester sommertog mellem Malmø-Oslo og håber på tog til København
-
Danmark7 måneder agoKongelig tilstedeværelse ved Öresundsbrons 25-års jubilæum
-
Politik7 måneder agoHelsingborg bliver vært for Sveriges første NATO-møde
