Svensk valgthriller søndag – forandringens vinde fejer hen over det politiske landskab

Søndagens svenske Riksdagsvalg ser ud til at blive mere lige, end mange havde forventet, selvom oppositionen fortsat fører. Det bliver et valg, som på flere måder vil ændre svensk politik. Der er flere ligheder med udviklingen i Danmark. En forskel i sammenligningen med Danmark er, at Sverige stemmer til Riksdagen, regioner og kommuner samme dag.

De regerende Tidö-partier Moderaterna, Liberalerna og Kristdemokraterna samt støttepartiet Sverigedemokraterna har halet ind på oppositionen, som alligevel fortsat fører meningsmålingerne.

Til årets valg har forandringens vinde blæst ind over det politiske landskab i Sverige. For Sverigedemokraterna er vækstårene forbi; meningsmålingerne peger mod en mindre nedgang. Men selvtilliden er stor. Hvis Tidö-partierne vinder, vil Sverigedemokraterna kræve et stort antal ministerposter og derefter blive regeringsparti for første gang. Hvis de taber, har partileder Jimmie Åkesson allerede sat et nyt revanche-mål: I 2030 bliver han Sveriges statsminister.

For Moderaterna ville et valgnederlag medføre en smertefuld revurdering af partiets politik, og mange observatører mener, at partilederen og statsminister Ulf Kristersson derefter vil blive tvunget til at gå af.

For Liberalerna, som i lang tid har ligget under den spærregrænse på fire pct, der kræves for at komme i Riksdagen, ser støttestemmerne nu ud til at redde partiet.

Vinderen hos Tidö-partierne er Kristdemokraterna, hvis leder Ebba Busch er gået fra at være en hårdkogt højreorienteret debattør til at tale om en borgerlig politik med hjerte. Hun har også indikeret, at hun kan forestille sig et midtersamarbejde under visse betingelser. Midterpolitik efter dansk model er blandt andet noget, Centerpartiets nye leder Elisabeth Thand Ringqvist taler om, og som også har givet hendes parti øget vælgeropbakning.

For Socialdemokraternas leder Magdalena Andersson vinker en valgsejr forude, men den vil være svær at omsætte til en velfungerende regering. Hun har bevidst undgået at forpligte sig til nogen klar konstellation af regeringspartier. Spekulationerne er omfattende, og der tales om alt fra en ocialdemokratisk mindretalsregering med skiftende flertal – ikke ulig Mette Frederiksens første regering – til forskellige former for tværblok- eller centrum/venstre-regeringer.

Midtersamarbejde betyder også, at man skal håndtere mange røde linjer, ikke mindst fra Kristdemokraterna og Centerpartiet mod Vänsterpartiet, men også andre retninger. Samtidig har Vänsterpartiets leder Nooshi Dadgostar tegnet en rød linje, der betyder, at hun kun siger ja til en regering, hvor Vänsterpartiet vil have sine egne ministerposter. Riksdagens formand Andreas Norlén sagde til gengæld i et interview med TT fredag, at partierne må være parat til at opgive deres røde linjer.

(News Øresund – Johan Wessman)