Valg i Sverige
Sverigedemokraterna med i firpartiregering, hvis den blå blok vinder efterårets valg
Sverigedemokraterna vil skifte rolle fra støtteparti til at blive et af fire regeringspartier, hvis den nuværende såkaldte Tidöregering vinder rigsdagsvalget den 13. september. Det meddelte Sveriges statsminister og partileder for det liberalkonservative parti Moderaterna Ulf Kristersson og Sverigedemokraternas partileder Jimmie Åkesson ved en pressekonference onsdag.
– Vi er enige om for det første, at vi efter valget danner en firpartiregering med flertal, som holder kursen fra denne mandatperiode. For det andet, at jeg vil danne og som statsminister lede den regering. For det tredje, at Sverigedemokraterna i den regering vil få stor indflydelse på den konkrete politik og vigtige ministerposter. Det er naturligt, at det blandt andet vil handle om migration og integration, sagde Ulf Kristersson på pressekonferencen.
Vil vise enighed og tydelighed om statsministerposten
Beskeden fra de to partiledere tolkes af mange politiske iagttagere dels som et forsøg på at fjerne diskussionen om Jimmie Åkesson som mulig statsminister, dels som et signal om enighed, der står i kontrast til den rødegrønne blok, som mangler et fælles regeringsalternativ.
Den røde blok fører i meningsmålingerne
Ifølge tre meningsmålinger i marts fra Verian, Indikator Opinion og Novus har de fire partier med liberale og nationalkonservative indslag i Tidösamarbejdet dog ikke opbakning fra et flertal af vælgerne. Moderaterna, Liberalerna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna – Tidöpartierne – får i målingerne støtte fra omkring 45 procent af vælgerne, mens den midter-rødgrønne blok med Socialdemokraterna, det liberale Centerpartiet, Miljöpartiet og Vänsterpartiet får støtte fra omkring 53 procent.
Sverigedemokraterna større end Moderaterna
To udfordringer for Tidöpartierne er dels, at Liberalerna kun får lidt over to procent i vælgeropbakning, mens den svenske spærregrænse til rigsdagen er fire procent, dels at Sverigedemokraterne med knap 21 procent af vælgerne er større end Moderaterna, som får støtte fra omkring 18 procent. Statsministerens parti Moderaterna er dermed ikke længere størst i den blå blok.
Liberalerna allerede enige med Sverigedemokraterne
Beskeden fra Ulf Kristersson og Jimmie Åkesson kommer et par uger efter, at Liberalerna meddelte, at de har indgået en aftale, “Sverigeløftet”, med Sverigedemokraterne om fremtidigt regeringssamarbejde. En beslutning, der har fået flere liberale politikere til at forlade deres poster i protest.
Allerede den 9. december samlede Ulf Kristersson sine partilederkolleger i den såkaldte Tidöregering hjemme i sin bolig. Her blev der taget et billede af partilederne ved køkkenbordet, som tydeligt var inspireret af det foto, der blev taget i begyndelsen af 2025, da Mette Frederiksen samlede de nordiske regeringschefer ved sit køkkenbord til samtaler i forbindelse med Grønlandskrisen.
Fakta om det svenske valg og Tidöregeringen
Tidöregeringen er den svenske borgerlige regering, som tiltrådte efter rigsdagsvalget i september 2022. Den består af de tre borgerlige partier Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna med støtte fra Sverigedemokraterne. Tidö henviser til Tidö slott, hvor forhandlingerne mellem de fire partier fandt sted efter valget i 2022.
I modsætning til Danmark afholder Sverige samtidig valg til rigsdagen, regioner og kommuner den anden søndag i september hvert fjerde år, næste gang den 13. september 2026. For at blive valgt til rigsdagen kræver det mindst fire procent af stemmerne. Den svenske rigsdag har 349 mandater.
(News Øresund)
-
Samfund8 måneder agoFødselsraten stiger i Danmark efter flere års tilbagegang
-
Øresund5 måneder agoGreater Copenhagen er den mest folkerige af de nordeuropæiske storbyregioner
-
Valg i Sverige4 måneder agoMeningsmålingerne peger på regeringsskifte i Sverige – Liberalerna ligger under spærregrænsen
-
Arbejdsmarked12 måneder agoAndelen af personer, der modtager offentlig forsørgelse i Sverige, er på det laveste niveau siden 1970’erne – analytiker og journalist skriver en bog, der skal give et retvisende billede af Sverige.
-
Politik7 måneder agoSveriges regering foreslår at sænke prisen på benzin og diesel
-
Danmark11 måneder agoRegeringen og støttepartier indfører aldersgrænse på 15 år for sociale medier
-
Erhverv4 måneder agoTirsdag vil SAS’ administrerende direktør præsentere en stor ny satsning i Københavns Lufthavn
-
Danmark4 måneder agoAndet tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen på plads – opkaldes efter Lund
