Samfund
Billig svensk krone gør Malmö-shopping attraktiv
Dagens svenske rentefald får kursen til at falde yderligere, så en svensk krone nu er faldet 11 procent på 16 måneder. Butikker i Malmö venter flere danske kunder.
Kursen på svenske kroner fortsætter med at falde og er med dagens rentesænkning fra den svenske centralbank faldet 11 procent ifølge News Øresund siden det seneste højdepunkt i marts 2013.
Den sydsvenske handelschef Stephan Müchler fra Handelskammeret i Malmö reagerer spontant med et melodisk ”oj”, da News Øresund oplyser, at kursen på den svenske krone torsdag er faldet til 79,9 øre. Han forventer, at flere danske kunder fremover vil søge til de svenske butikker for at købe billige varer. Hidtil er den danske kundestrøm over sundet ikke steget, men den vil komme nu, forudser han.
– Jeg forventer et større tryk af danske kunder fremover, både fordi kursen er faldet, men også fordi den danske økonomi er i fremgang, siger Stephan Müchler til News Øresund.
Lige nu viser en sammenligning som News Øresund har foretaget, at en Klippan lædersofa koster 300 danske kroner mindre i en svensk Ikea-varehus sammenlignet med den identiske sofa i et dansk Ikea. En Iphone 5S er 426 danske kroner billigere hos en svensk Elgiganten end hos i en dansk søsterbutik.
I Skandinaviens største shoppingcenter, Emporia med 200 butikker i udkanten af Malmö spurgte man i starten af året kunderne, hvor de kom fra. Seks procent svarede, at de boede i Danmark, oplyser Center Manager Frederik Ekelund, der ligeledes forventer en øget tilgang fremover af danske kunder.
– Især på danske helligdage kommer der mange danske kunder ind i centeret, siger Frederik Ekelund til News Øresund.
Sidst kursen på svenske kroner var så lav i forhold til danske var i 2011. De svenske varer er dog langt fra så billige som i 2008 og 2009, hvor en svensk krone var helt ned på kun 63 danske øre. Dengang flokkedes danskerne til Sverige for at købe især dyre varer som fladskærme og tøj. (News Øresund)
-
Samfund7 måneder agoFødselsraten stiger i Danmark efter flere års tilbagegang
-
Øresund4 måneder agoGreater Copenhagen er den mest folkerige af de nordeuropæiske storbyregioner
-
Valg i Sverige3 måneder agoMeningsmålingerne peger på regeringsskifte i Sverige – Liberalerna ligger under spærregrænsen
-
Arbejdsmarked11 måneder agoAndelen af personer, der modtager offentlig forsørgelse i Sverige, er på det laveste niveau siden 1970’erne – analytiker og journalist skriver en bog, der skal give et retvisende billede af Sverige.
-
Politik6 måneder agoSveriges regering foreslår at sænke prisen på benzin og diesel
-
Danmark10 måneder agoRegeringen og støttepartier indfører aldersgrænse på 15 år for sociale medier
-
Erhverv3 måneder agoTirsdag vil SAS’ administrerende direktør præsentere en stor ny satsning i Københavns Lufthavn
-
Danmark3 måneder agoAndet tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen på plads – opkaldes efter Lund


