Politik
NATO: “Historisk betyder det, at Danmark og Sverige for første gang i 500 år indgår i samme forsvarsalliance”
Kort før klokken 17:30 svensk tid torsdag blev Sverige NATO’s 32. medlemsland. På det tidspunkt overdrog statsminister Ulf Kristersson (M) Sveriges tiltrædelsesinstrument til den amerikanske regering, som er den såkaldte depositar for den nordatlantiske traktat. Ved frokosttid mandag vil Sveriges flag blive hejst ved NATO’s hovedkvarter i Bruxelles.
– Sverige er et sikrere land i dag, end vi var i går, sagde Ulf Kristersson i den tale til nationen, som han holdt i forbindelse med sit besøg i Washington.
Men der er også et andet perspektiv på Sveriges NATO-medlemskab, som Dagens Nyheter fremhæver: Det er tilstrækkeligt at se på kortet for at forstå, at NATO har lige så meget brug for Sverige, som Sverige har brug for alliancen. Det svenske territorium forbinder Atlanterhavet, Østersøen og Ishavet. Det gør det meget lettere for NATO at forsvare de baltiske lande og Finland.
Den danske ambassadør i Sverige, Kristina Miskowiak Beckvard, bemærker på Linkedin, at Sveriges NATO-medlemskab også binder landene sammen på en historisk måde: “Historisk betyder det, at Danmark og Sverige for første gang i 500 år indgår i samme forsvarsalliance. Sikkerhedspolitisk betyder det mere konkret, at døren åbnes for mere sammenhængende samarbejde på forsvarsområdet. Det gælder f.eks. cyberforsvar, hybride trusler, overvågning og sikring af regional kritisk infrastruktur. Med nordisk samling i NATO stabiliseres regionen militært og geografisk. Der er allerede gjort tanker om, hvordan Sverige bedst anvender kapaciteter til vands, til lands, i luften – og endda også i forhold til rummet. I snarlig fremtid vil der formentlig være eksempler på dansk-svensk samarbejde om at styrke sikkerheden i vores baltiske nærområde”.
Sveriges Television peger på ulemperne ved et medlemskab: ”Men alt har en pris. Svenske soldater skal nu være inddraget i at beskytte hele NATO’s territorium, ikke kun Sveriges. Og under NATO-processen er svensk kritik af tingenes tilstand i lande som Ungarn og Tyrkiet blevet bragt til tavshed.”
Selvom Sverige og NATO har en tæt relation og har øvet sig sammen mange gange, indebærer svensk medlemskab en række konkrete ændringer ud over sikkerhedsgarantien. Nu vil det svenske militær være repræsenteret i NATO’s stabe og være fuldt involveret i planlægningen. Sverige vil kunne deltage i NATO-operationer, men også modtage tropper fra andre NATO-lande. Fra industriens side er der håb om øget salg til andre NATO-lande. Når det kommer til NATO’s krav om, at medlemslandene skal investere mindst to pct. af BNP i forsvar, har Sverige allerede nået dette niveau. (News Øresund)
-
Arbejdsmarked6 måneder agoAndelen af personer, der modtager offentlig forsørgelse i Sverige, er på det laveste niveau siden 1970’erne – analytiker og journalist skriver en bog, der skal give et retvisende billede af Sverige.
-
Arbejdsmarked8 måneder agoArbejdsgivere tilfredse efter svensk-dansk jobmesse for stillinger inden for pleje i Helsingør
-
Sverige8 måneder agoFordoblet kompensation til værnepligtige skal sikre det svenske forsvars fastholdelse af personel
-
Sverige11 måneder agoDen svenske grænsekontrol forlænges igen
-
Øresund10 måneder agoSydsvenskan: “Öresundsbron er dyrest i verden at køre over”
-
Arbejdsmarked5 måneder agoFlere i pensionsalderen fortsætter med at arbejde end tidligere – både i Danmark og Sverige
-
Sverige11 måneder agoSverige har lukket i dag, fredag, på grund af nationaldagen – men holder åbent på 2. pinsedag.
-
Infrastruktur8 måneder agoTil foråret begynder togene at køre direkte mellem København og Prag
