Sverige
Weekend i Skåne – fem kulturtips
På lørdag er det Kanelsneglens dag i Sverige. Samme dag fejrer Hässleholm sin 100-års fødselsdag. Her er News Øresunds bedste tips til en weekend i Skåne.
Dramatisk danseforestilling på Malmø Opera
Sidste års samarbejde mellem Malmø Opera og Skånes Danseteater blev en succes. Nu skal danserne og Malmø Operaorkester dele scene igen. Denne gang i forestillingen Doubletake, der er et helt nyt værk af koreografen Kenneth Kvarnström. Forestillingen indeholder klassisk musik af Mozart, Beethoven og Ravel, men også nutidig symfonisk musik. Sceneoplevelsen forstærkes af dramatisk lyssætning og flotte kostumer af den svenske designer Astrid Olsson.
Doubletake. Malmö Opera. Premiere: 4. oktober.
Kammermusik i Malmøs industrihavn
Västra Hamnen i Malmø er forvandlet til en moderne bydel med nye boliger og glasfacader, men de østlige dele af havnen bærer stadig præg af tung industri. Nu har to musikere fra Malmø Symfoniorkester bestemt sig for at lade de urbane omgivelser danne baggrund for en anderledes musikalsk oplevelse. På søndag er der premiere på en helt ny koncertserie, der afholdes på Saltimporten i Malmøs havn. Den første aften spiller musikerne Schuberts strygekvintet.
Kammarmusik på Saltimporten. Grimsbygatan 24, Malmø. 5. oktober

På lørdag arrangeres der et økologisk efterårsmarked på Ängavallens Gård. Foto: Flickr – Joakim Jardenberg (CC BY 2.0)
Efterårsmarked på økogård
Ängavallens Gård har været banebrydende i sit arbejde for dyrevelfærd og økologisk landbrug. Gårdejeren arbejdede længe i modvind, men i dag er hans gård en velbesøgt destination med butik, restaurant og hotelværelser. På lørdag arrangeres der et økologisk efterårsmarked på Ängavallens Gård. Der bliver også rundture til gårdens dyr.
Ängavallens Gård. Vellinge. 4. oktober.
Hässleholm holder fødselsdag
Hässleholm er en forholdsvis ung svensk by. Blot hundrede år gammel fejrer den nu sin første store runde fødselsdag. Festen varer i 100 timer, og der er selvfølgelig også planlagt nøjagtig 100 kulturarrangementer. Festen afsluttes med et show lørdag aften med nogle af byens mest kendte navne.
100 evenemang – 100 timmar. Hässleholms Kulturhus. 30. sept – 4. oktober.

Foto: Flickr optische_taeuschung ( CC BY-SA 2.0 )
Sverige fejrer sine kanelsnegle
Svenskere elsker deres kanelsnegle. Ja, de er så glade for dem, at bagværket har fået sin egen dag. Den 4. oktober fejres ”Kanelbullens dag” i hele landet. Fænomenet begyndte som et reklame-stunt for at få svenskere til at bage mere. I dag, femten år senere, er det en kær tradition. Friluftsmuseet Kulturen i Lund fejrer dagen med en kanelsneglskonkurrence. Hvis du tør konkurrere med svenskerne på deres egen hjemmebane, er du velkommen til at deltage. Alle, der tager en hjemmebagt kanelsnegl med, kommer gratis ind på museet.
Kanelbullens dag. Kulturen, Lund. 4. oktober.
(News Øresund – Emilia Söelund)
-
Danmark11 måneder agoDanske politiker Morten Messerschmidt (DF) holder tale ved konference i Trump-ejendom: Håber på at snakke med Trump om Grønland
-
Life Science11 måneder agoMedicinalvirksomheden Polypeptide i Malmø ansætter 100 medarbejdere – boom for fedmemedicin øger efterspørgslen på deres peptidbaserede råvarer
-
Danmark8 måneder agoKongelig tilstedeværelse ved Öresundsbrons 25-års jubilæum
-
Infrastruktur11 måneder agoTrafikverkets generaldirektør vil fremskynde udbygningen af jernbanen mellem Lund og Hässleholm
-
Infrastruktur11 måneder agoNorske Vy tester sommertog mellem Malmø-Oslo og håber på tog til København
-
Politik8 måneder agoHelsingborg bliver vært for Sveriges første NATO-møde
-
Øresund8 måneder agoFlytning tværs over Øresund er stigende – men kun fra Skåne til Østdanmark
-
Energi9 måneder agoRekordlave priser på benzin i Sverige

